Subscription Case – Amazon Prime

Share This Post

Af Niels Vestergaard

Selvom vi plejer at tale om de lidt mindre tjenester i denne artikelserie, så er det også nogle gange sjovt at dykke ned i, hvad der gør de bedste til de bedste. Og i dag skal vi tale om Amazon Prime – ikke blot det eksisterende abonnement, men også, hvordan det kommer til at se ud i fremtiden. Så i dag skal vi tale om verdens mest profitable abonnement!

Jeg ved det godt, Netflix har stadig flere abonnenter end Amazon, men der er flere aktuelle grunde til at tale om Amazon Prime, særligt fordi de er i gang med at opkøbe alle mulige forskellige abonnementstjenester og noget tyder på, at Amazon arbejder på en ’master plan’ for fremtidens abonnement. Men lad os vende tilbage til det.

Som du måske ved, var Amazon Prime originalt ’blot’ et Green-Fee abonnement, der gav abonnenterne adgang til fri fragt og same-day-delivery fra Amazons hjemmeside. Siden blev lydbogstjenesten Audible og nu streamingtjenesten Prime Video til en del af værditilbuddet. Man må altså sige, at man får en hel del ud af sit Prime-abonnement, som det ser ud i dag.

Men meget tyder på, at det kun er begyndelsen. I de forgangne måneder har Amazon opkøbt medicin-abonnementet OneMedical, der tilbyder receptpligtig og håndkøbsmedicin på abonnement. Dermed har Amazon meldt sig ind i det nye ’Health-as-a-Service’ marked, som så småt blomstrer frem.

Men det stopper ikke her, for endnu mere interessant er det, at de kort efter opkøbte iRobot, kendt for deres populære Roomba støvsuger, der klarer rengøringen uden, at du skal røre en finger.

Men hvad er årsagen til alle disse opkøb? Er der en større plan for Amazon Prime?

Amazon Prime kan blive den første udbyder af ’Life-as-a-Service’

Os i abonnementsbevægelsen har i et stykke tid spøgefuldt henvist til den ultimative fremtid, hvor brancher konsolideres og vi vil se en slags ‘Life-as-a-Service’, hvor langt størstedelen af dit forbrug vil være automatiseret, månedsbetalt og blive leveret lige til døren. Den ultimative convenience. For nogle kan det måske lyde dystopisk, at alt forbrug ligger hos en enkelt udbyder og fremtidsscenarier som dette skal altid tages med et gran salt. Men uanset hvad, så er der meget der tyder på, at Amazon har en klar plan om at være ’abonnementstjenesten i dit liv’.

I USA kan Prime-medlemskabet give dig adgang til store dele af dit forbrug. Retail produkter af enhver slags, måltidskasser, streaming, lydbøger, gaming og cloud-service til familiens billeder og hjemmevideoer. Alt sammen til en konkurrencedygtig pris og med lynhurtig levering. Derudover kan du også lade dit smart-home styres af Amazon Echo, som du naturligvis kan bestille produkter igennem uden besvær. Desuden er Amazon i gang med at udrulle sin helt egen flåde af selvkørende biler, så det varer ikke længe før transport kan blive en del af dit abonnement!

Og med de nye opkøb signalerer Amazon, at de er klar til at stå for levering af din medicin og endda stå for rengøringen i dit hjem med ’Cleaning-as-a-Service’. Opkøbet af iRobot indeholder nemlig også forskning i andre teknologier, der vil være del af fremtidens hjem – og med opkøbet rykker Amazon sig langt foran konkurrenterne hos Apple og Google, der stadig ’kun’ udbyder smarte højtalere med relativt begrænsede funktioner.

Infrastrukturen er på plads

Amazon er kendt for deres unikke netværk af leveringsløsninger og ekstremt stramme infrastruktur, som tillader dem at rykke ind på nye markeder med lynets hast. Og infrastrukturen bestående af lastbiler, cykler, biler, fly og skibe bliver snart komplementeret af drone-leveringer. Ja, Amazon kan endda levere en pakke indenfor din hoveddør, mens du ikke er hjemme.

Hvis du driver en abonnementsforretning, så ved du, at infrastruktur er en kæmpe del af driften. Ikke blot på levering, men også på betaling og fastholdelse af abonnenter. Og netop infrastrukturen har Amazon investeret tungt i, over de sidste 10 år. Og i de næste par år kan de virkelig drage fordel af netop samme infrastruktur.

Med infrastrukturen på plads, kan Amazon (med imponerende lethed) blive ved at tilkøbe konkurrenternes tjenester, for stadigt og uendeligt at forbedre deres eget. Og netop dette gør Amazon til den kandidat, der har en realistisk mulighed for at tilbyde ’Life-as-a-Service’. Det varer ikke længe før du, i hvert fald uden for Danmarks grænser, kan samle HELE dit forbrug hos Amazon, og aldrig købe hos andre. Dejligt, hvis man er Amazon fan. Måske lidt uhyggeligt, for andre E-commerce forretninger…

Prime abonnenter er blandt nogle af verdens mest loyale

Som sagt er Amazon Prime jo ’bare’ et Green-Fee abonnement. Og som mange andre detailforretninger sikkert kan skrive under på, så er der mange gode grunde til at tilbyde dine kunder sådan en løsning. Det viser sig nemlig, at forbrugere er enormt motiverede for at bruge en tjeneste, når de allerede er investerede. For et mindre, månedligt beløb får du adgang til fri fragt samt unikke fordele og tilbud. Og når nu du har betalt det beløb, for at få adgang, så skal du jo have mest muligt ud af det!

En rapport fra Wundermann Thompson fortæller, at amerikanske Prime-medlemmer placerer 55% af alt deres online shopping, hos Amazon. Derudover starter 71% af abonnenterne med at søge produkter direkte på Amazons platform og hele 78% af Prime-abonnenterne bruger Amazon Echo talegenkendelse til at bestille produkter! Noget tyder altså på, at eksisterende Prime-abonnenter er klar til at lade Amazon stå for endnu mere af deres forbrug.

Spørgsmålet bliver jo, er der overhovedet nogen, der er i stand til at udfordre Amazon på deres position? Selvom Apple og Google er de kendte udfordrere til Amazon, så er deres forretningsmodeller stadig markant anderledes end den fra Amazon Prime. Så måske er Amazon, like it or not, klar til at cementere sig selv som verdens første ’Life-as-a-Service’ abonnement.

da_DK